Nogle har indvendt imod at gøre befolkningsreduktion til en del af den grønne omstilling, at den ikke er et "hurtigt fix" i forhold til at få stoppet vores planetære kriser. Det er problematisk, da vi har travlt med at få bremset ikke mindst den globale klimakrise.

​

Indvendingen er i en vis forstand berettiget. Det vil uden tvivl tage en hel del tid at formindske verdensbefolkningen markant. Men desto større grund er der til, at vi begynder aktivt på frivillig befolkningsreduktion nu. Og så skal der jo også være plads og ressourcer nok til os mennesker og planetens andre arter om 100 år, 200 år, 300 år, 400 år, osv. Et forhold, der yderligere kan blive vanskeliggjort af, at den globale opvarmning kan føre til, at større og større dele af Jorden bliver udyrkelige og ubeboelige. 

​

Det er med andre ord essentielt at have både det korte og det lange perspektiv for øje.

​

Men det er nu langtfra kun befolkningsreduktion, som den amerikanske professor Phil Cafaro har påpeget, der vil tage tid. Der er således ikke meget, der tyder på, at vi hurtigt kan stoppe de rige landes overforbrug, at vi hurtigt kan udfase fossile energikilder, at vi hurtigt kan omstille fra et enormt forbrug af animalske fødevarer til en primært plantebaseret (flexitarisk) kost, eller at vi er villige til hurtigt at afgive 30-50 procent af Jordens land- og havareal til andre arter.

​

Langt det meste omstilling af samfundet af betydning tager tid. Sandsynligvis lang tid.

 

Dog er det forkert, at det kun vil være vores fjerne efterkommere, der vil kunne få glæde af en ændret befolkningspolitik i dag. F.eks. har mange kvinder og mænd glæde af at leve i lande, hvor de selv bestemmer, om de vil have børn, og hvornår og hvor mange de i givet fald vil have. Og allerede efter få årtier har lande glæde af mindre familier, da det typisk bidrager til højere levestandard, lavere arbejdsløshed og en bedre uddannet befolkning.

 

Endelig vil en ændret befolkningspolitik i dag allerede om et par årtier kunne medføre hundreder millioner af færre mennesker på kloden end ellers. Det vil være en stor fordel, da der er risiko for, at klimakrisen allerede i løbet af dette århundrede vil komme til at ødelægge eller forarme eksistensbetingelserne mange steder verden over, bl.a. i tætbefolkede områder.

​

​​“The climate crisis has arrived and is accelerating faster than most scientists expected (figure 2, IPCC 2018). It is more severe than anticipated, threatening natural ecosystems and the fate of humanity (IPCC 2019). Especially worrisome are potential irreversible climate tipping points and nature's reinforcing feedbacks (atmospheric, marine, and terrestrial) that could lead to a catastrophic “hothouse Earth,” well beyond the control of humans (Steffen et al. 2018). These climate chain reactions could cause significant disruptions to ecosystems, society, and economies, potentially making large areas of Earth uninhabitable.”

 

World Scientists’ Warning of a Climate Emergency, 2020. Underskrevet af over 11.000

forskere.

​​​

“Jeg er bange for, at budskabet preller af, fordi vi i bund og grund ikke forstår, at det er vores eksistens, der er på spil. Det er så eksistentielt, som det overhovedet kan blive ... Jeg tror ikke, det er gået op for folk: Verden bliver et ubeboeligt sted, hvis ikke vi får styr på CO₂-udledningerne og -koncentrationen.”

​​

Professor Katherine Richardson, 2024

​

​