Befolkningsreduktion i rige og fattige lande
Det er afgørende at understrege, at befolkningerne i både rige og fattige lande bør reduceres.
Men grundene til det er ikke helt ens.
I højindkomstlande har man som regel lave fertilitetsrater, men til gengæld et kolossalt forbrug og en kæmpe udledning af drivhusgasser pr. person. Her bør befolkninger formindskes, fordi det er den mest effektive måde, man kan reducere en belastning af klodens miljø, der pr. person er langt større end i fattige ulande.
​
F.eks. kan en familie i et højindkomstland spare langt flere drivhusgasser ved at få et barn mindre end ved at droppe privatbilen og lange flyrejser. Ifølge World Scientists' Warnings into action, local to global (2021) ”er det at få færre børn for borgere i rige lande den mest effektive måde, man individuelt kan reducere fremtidige udledninger af drivhusgasser.”
​
Årsagen er, at en person, der ikke eksisterer, har intet forbrug og ingen udledninger af drivhusgasser og får i sagens natur heller ingen børn, børnebørn osv., der forbruger og udleder drivhusgasser.
Ifølge professor i økonomi og økonomisk overvismand i Danmark Carl-Johan Dalgaard (2024) er det faktisk ”værre for klimaet, hvis vi bliver flere, end hvis vi bliver rigere. Hvis befolkningstallet stiger med 1 procent, øger det CO2-udslippet meget mere, end hvis man øger indkomsten med 1 procent ... befolkningens størrelse har en så direkte og stor effekt på CO2-udslippet, at vi godt kan sige, at færre mennesker entydigt vil være godt for klimaet.”
Kilde: High-Impact Actions
​
Set ud fra en bæredygtighedsbetragtning er de lave fertilitetsrater i mange lande i dag en meget positiv udvikling. Af samme grund er det vigtigt, at grønne og humanitære organisationer støtter denne udvikling. Ellers overlader de befolkningsspørgsmålene til patriarkalske, højrepopulistiske og konservative religiøse grupperinger, der af forskellige grunde ønsker flere mennesker, og til de store grupper af økonomer, politikere, erhvervsfolk og neoliberalister, der ikke kan få mennesker nok, når deres mål om flere forbrugere, større afsætningsmarkeder og økonomisk vækst – kort sagt endnu mere forbrug og profit – skal realiseres.
​
I mange fattige ulande er situationen en helt anden end i højindkomstlandene. Her har man ofte høje fertilitetsrater, men til gengæld et lille forbrug og en lille udledning af drivhusgasser pr. person. Her er den væsentligste grund til, at de høje fertilitetsrater bør sænkes, at de hurtigt voksende befolkninger forværrer de meget alvorlige problemer, man hyppigt allerede har med fattigdom, knaphed på føde og vand, arbejdsløshed, konflikter og klimaforandringer. Med potentielt store konsekvenser også for resten af verden.
Faktisk bliver mange fattige ulande (ofte med stor befolkningsvækst) hårdere ramt af klimaforandringer end andre lande i verden, selv om de har det mindste ansvar for dem og den mindste samfundsmæssige modstandskraft mod dem.
“There can be no permanent progress in the battle against hunger until the agencies that fight for increased food production and those that fight for population control unite in a common effort. Fighting alone, they may win temporary skirmishes, but united they can win a decisive and lasting victory to provide food and other amenities of a progressive civilization for the benefit of all mankind.”
​​​​​​​​
Norman Borlaug, modtager af Nobels fredspris og faderen til Den Grønne Revolution, 1970 (1914-2009)
“The problem of the growing food shortage cannot be solved without in many cases a simultaneous effort to moderate population growth.”
​
U Thant, FN-generalsekretær, 1968 (1961-1971)
.jpg)